Fængsling er ikke kun om at tilbringe år i fængsel, er det også om at leve resten af ​​livet med den skyld. Dette er naturligvis nok straf for en person. Nå, mange føler, at de skyldige fortjener lidelse. Men mange gange, de lidelser går ud over de skyldige, og det påvirker deres familier. Ofte er børnene og de øvrige medlemmer af familien til en fange socialt marginaliseret. Det er naturligvis yderst smertefuldt for dem at modstå. Som et resultat, holde mange af dem den kendsgerning indespærring en hemmelighed. De håber, at dette vil give deres børn til at leve frit. Ellers de små sjæle står de skarpe fingre og svimmel hvisker rejst mod dem. Dog vil ingen sige, at de fortjener det. For har de ikke begået nogen fejl. Så hvad skal de føle sig skyldige over? Desværre både samfundet og fængselssystem betragter dem som blotte forpligtelser. Men det bør ikke være tilfældet. Faktisk er en af ​​de mest effektive midler til at slå ned gentagelsestilfælde at bringe familien i betragtning. Records viser, at 90% fanger kommer tilbage fra deres fængsel. Når de vil lære om den støtte, deres familie har fået fra andre, kan det forvandle dem så godt. Man bør overveje, at en familie er den mindste enhed af nationen. Bliver så, det fortjener hjælp af den anden, og samfundet som helhed. Hvis det ikke er tilfældet, ville det naturligvis mislykkes, og svigt af familien ville naturligvis reflektere over nabolaget og så byen og dermed efterfølgende på nationen. Måske, sætter Mamie Bradley den i de rigtige ord, da hun sagde, hvis det finder sted med en af ​​de mennesker, bør det overvejes af alle. Nå, hun talte om mordet på hendes barn Emmett.Unfortunately, meget få af os synes at have reageret på denne opfordring. De pårørende til den skyldige stadig lider harme i samfundet. Endsige social støtte, de står over for alvorlige stigmatisering fra resten af ​​samfundet. Men for velfærd for nationen denne systemiske undertrykkelse bør stoppes omgående. Folk skal forstå trængsler at familierne går igennem. Først da kan man være sympatisk mod smerter andre. Dette vil binde os på obligationen af ​​menneskeheden. Efter alt, er dette den sande betydning af fællesskab. Hvert folk skal hjælpe andre kun så han eller hun kan forvente, hjælpe så godt. Samtidig må vi lære at realisere ved hjælp af andre, at alle skal have fået at nå hvor de er. I virkeligheden er det denne gensidige hjælp, der har gjort sig civilisation så meget progressiv. Saidiana er en organisation, der står af familierne i nød. De interagerer med familierne ramt af indespærring. De har iværksat et program til at gøre folk til at indse, at familierne til de skyldige ikke skulle lide med den person, fordi det fører igen til lidelser i familien. De samles sådanne familier sammen sammen med de villige mennesker, som de interagerer og hjælpe hinanden
Af:. Dimmer61 dimmer61