Dansk livs-og sund levevis

Midt i borgmester Mette Touborgs have knejser et lille drivhus. Hvor andre
ville have placeret det bagerst i haven eller ud til siden, står det i
centrum. For haven, for huset og for Mette Touborgs tankegang.

Temperaturen nærmer sig de 40 grader bag glasruderne. Aprilsolen skinner på
¨Midtsjælland i de 49 små landsbyer, der i alt udgør Lejre Kommune mellem de
store skove og Roskilde Fjord. Indenfor står en ølflaske ved siden af en
liter mælk og fire pakker efterhånden ret blød chokolade. En lidt sær
sammensætning. Hvis de altså ikke var rekvisitter.

»De her ting skal vi nemlig tale om«, siger Mette Touborg bestemt og holder
kartonen op, så jeg kan se den.

Der står »Arla« og »Lejre« og »Økomælk«, og så er der et billede af Henning,
Torben, Peter og Per og en ko på kartonen.

Mette Touborg er lige vendt hjem fra en kort ferie i Frankrig, og hun har
planlagt, at interviewet skal foregå i drivhuset. Det er ikke kun en
afledningsmanøvre fra et udpakningsrodet hus, som hun ikke kan nå at fikse.
Drivhuset er fyldt med frø, der i løbet af kort tid vil udvikle sig til
grønne planter – hendes datter Petrea på 12 år har været i sving med
skovlen.

Ved siden af er et blødt jordlandskab ved at blive til kartoffel- og
aspargesbed – hendes veninde, der bor i København, står for projektet. Og
det er ikke, fordi Mette Touborg ikke selv vil være med. Men hun er i gang
med at rulle et lignende projekt ud i en lidt større skala.

Som borgmester i Lejre Kommune står hun i spidsen for at føre økologi ud i
alle kroge af lokalområdet. Og som formand for Måltidstænketanken – som
fødevareminister Dan Jørgensen (S) har nedsat – skal hun have danskerne til
at diskutere madkultur.

Rådene, der netop er blevet offentliggjort, optager hende i den grad. »Brug
råvarer«, står der blandt andet og »køb ind med ansvar for mennesker, dyr og
klode«. For Måltidstænketanken vil have danskerne til at gå væk fra
færdigmad og importeret mad og i stedet tilberede maden selv.

MÅLTIDSRÅDHer er Dan Jørgensens tre
råd til dit måltid

Hun peger på mælken og øllen og fortæller ivrigt. Om egnens lokale råvarer, om
mennesker og projekter. Om en kvinde, der sagde et topjob i København op for
at søge om penge til en lille hønsefarm, der udlåner høns til interesserede
borgere, så de kan teste, om det er noget for dem. »Tænk, hvis alle borgere
i Lejre havde høns; det ville virkelig betyde noget for affaldsmængden og
fødevareproduktionen«, siger hun og ser begejstret ud.

Om den lokale chokoladefabrikant, der laver prisvindende chokolade af
bæredygtige bønner fra Nicaragua. Om lejremælken. Om bær, kartofler, øllen
fra Herslev Bryghus. Og om den lokale Super Brugsen, der er i gang med at
lave et lokalt marked på gammeldags maner på supermarkedets parkeringsplads.
Hun afbryder sig selv med nye historier i et væk.

»Jeg har et blødt punkt for alle lokale virksomheder. De giver os noget at
samles om og noget at være stolte af«, siger borgmesteren, der sagde ja til
at være formand for Måltidstænketanken, fordi hun ikke kunne lade være.

»Normalt ser jeg på, om det kan komme Lejre Kommune til gode – og det tror jeg
også, at dette her kan – men her er jeg også drevet af en personlig
motivation, for dette her ligger mig i den grad på sinde«, forklarer hun.

»Jeg har kæmpestor respekt for, at Dan Jørgensen har sat gang i noget på sit
fagområde, som han ikke aner hvor ender. For folk spørger: »Er det ikke
banalt? Hvorfor skal politikerne blande sig i det?««, siger hun og svarer
selv:

»Jo, det skal vi jo netop blande os i, fordi politik skal være noget andet end
kun økonomi. Ellers kunne vi nøjes med at have en enkelt økonomiminister. Og
det kan næsten kun ende med noget banalt, for mad er jo hverdag for os alle
sammen. Det skal faktisk helst blive banalt. Men det sætter gang i en debat
om måltider, og det var en af grundene til, at jeg sagde ja – vel vidende,
at mange vil nedgøre det«.

KRITIKErnæringsekspert: Måltidsråd er dybt
elitære

Foto:�
Miriam Dalsgaard

Fodrede grise med tømmermænd

Mette Touborg er vokset op på familiens gamle slægtsgård i Lemvig i
Vestjylland. Hendes forældre er sjette generation med samme jord under
neglene. Hun lærte at lave mad af sin farmor, der også boede på gården, og
som selv slagtede gæs og grise oghængte dem op i kroge. Lavede blodpølse og
brugte hele dyret – fra tryne til hale.

»Ressourcer betyder noget for mig. Vi skal ikke bare smide mad ud. For mig
betyder det at være nysgerrig på vores egne råvarer, at man er nysgerrig på
livet«, siger hun.

Lige nu er hendes eget køkken stort set tomt for fødevarer. Bortset fra nogle
guldkorn og lidt mælk. Men i de to kummefrysere ligger to dyr, som hun har
købt af sin far, Kristen Touborg. En gris og en halv limousinekalv fra de
jyske marker, hvor hun selv er vokset op. Tæt på hav, fjord og skov.

Hendes far blev først økologisk landmand, da hun flyttede hjemmefra, men hun
husker en stor respekt for naturen og for dyrevelfærden. Familien var
politisk. Faderen sad i Folketinget for SF i 20 år og var i byrådet i sin
hjemkommune ret alene med sine venstreorienterede holdninger.

Mette var yngst i en børneflok på tre – med meget forskellige interesser.
Forældrene beskriver hun som mennesker, der ikke bare talte om, hvad man
burde gøre, men som selv efterlevede deres ord.

»Vi har lært mere af deres handlinger end det, de har sagt. Vores hjem stod
åbent for alle. Unge fyre, der havde det svært, trak min far ind i
landbruget, og de spiste med ved bordet. Vi fodrede grisene på skift i
weekenderne, og når jeg en fredag havde været til fest, skulle jeg stadig op
at fodre svin klokken 6. Jeg forsøgte at bytte weekend eller få ham til at
få ondt af mig, men det lykkedes ikke, og så måtte jeg jo bare gøre det«.

Mette opfandt sin egen venstrefløj

I 2001 flyttede Mette Touborg fra Jægersborggade på Nørrebro i København til
Lejre på Midtsjælland, og her opfandt hun snart sin egen venstrefløj, da det
gik op for hende, at den politiske bane blev snævret ind. Det var ikke
muligt at stemme til venstre for Socialdemokraterne i landbrugskommunen,
hvor partiet Venstre i mange år havde siddet tungt på magten.

»Og hvis man brokker sig, må man jo også gøre noget ved det«, siger hun,der er
uddannet sygeplejerske og var leder af Topdanmarks lægekontor, da hun
pludselig blev politiker og spidskandidat for Socialistisk Lokalliste og
vandt to mandater. I 2008 meldte hun sig ind i SF og blev overraskende nok
borgmester. Og da SF på landsplan ved sidste kommunalvalg fik et stort
nederlag, satte cirka hver tredje stemmeberettiget i Lejre kryds ved SF.
Heraf var størstedelen personlige stemmer til hende.

Hun blev en af to næstformand i SF i 2012, men fulgte sin formand, Annette
Vilhelmsen, da hun trak sig i januar 2014. Og understregede i medierne, at
hun ikke var interesseret i at blive ny formand. Der var ellers nok, der
forudså, at hun kunne gøre en forskel for det kæntrende parti efter sin
kæmpesejr ved kommunalvalget, der gjorde, at SF i Lejre kom på alles læber.
For kunne man tage valgsuccesen i den sjællandske kommune og lave en
gentagelse på landsplan? Det finder vi ikke ud af, for Mette Touborg afviste
blankt. Hun ville blive i Lejre og lave kommunalpolitik.

»I landspolitik tales der rigtig meget om økonomi. Og jeg anerkender, at
økonomien er afgørende. Men der er andre ting, der er væsentlige i livet.
Mad er en af dem. Den mad, der tilberedes på ældrecentret, smager anderledes
end den, der bliver tilberedt et andet sted og fragtet derned. Og det giver
en anden samtale, når de ældre kan tale om, at bærrene kommer fra den og den
landmand og mælken og kødet en anden«, siger hun.

Hun har det godt med det tætte og det konkrete. Som når vi taler om
fællesskaber omkring måltider, og hvordan man kan sikre sig at folk ikke er
ensomme, når de sidder og spiser, og hun peger ivrigt på et af nabohusene.
Hendes nabo inviterer en gang om ugen en anden nabo, der er blevet enke, med
til familiens måltider. I flere af Lejres byer er der initiativer som
fælleskøkkener og fællesspisning.

»Tænk, hvis vi alle sammen gjorde det. Det er noget, vi har glemt. Tidligere
tænkte vi på hinandens velbefindende«, siger hun og anerkender, at hun godt
kan se, at det lyder frelst.

LÆS OGSÅ SF-toppen får sine næstformænd
på plads

Populær på grund af sin pragmatisme

Hun tilskriver sin politiske popularitet, at hun er meget pragmatisk.

»Økologi er for mig ikke vigtigt på grund af ideologien. Det handler om, at
det giver mening. Ideologi er som udgangspunkt godt og giver os nogle
grundprincipper og et grundståsted. Men jeg er også meget opmærksomhed på,
at det er vores politiske ideologier, der gør, at vi indimellem ikke får
skabt resultater. For hvis det gode forslag ikke kommer fra ens eget parti
eller ens egen fløj, synes man ikke, at det er godt«, siger borgmesteren,
der er blevet populær på at se mindre på politiske fløje og mere på at finde
fælles fodslag.

»En af grundene til, at jeg er meget glad for lokalpolitik, er, at vi taler
med borgerne hver dag. Hen over køledisken, når man henter sine børn i
skolen. Vi er tæt på borgerne, og resultaterne af politikken kan ofte mærkes
dagen efter«, forklarer hun.

Og når hendes politiske modstandere ikke synes, at økologi skal have så meget
opmærksomhed, undrer det hende.

»Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke skulle understøtte det, når det virker så
godt«, siger hun insisterende og selvsikkert. Hun fortæller, at kommunen
ikke har noget bycentrum, men består af 49 små landsbyer.

»Derfor har vi heller ikke et fyrtårnsprojekt. Vi skal have 100 fyrtårne,
mange små initiativer, som vi understøtter politisk. Jeg bliver motiveret af
andres engagement. Af at jeg kan flytte noget. Det er for let at læne sig
tilbage og sige, at det man gør ikke gør en forskel. Der er også masser af
ting, som jeg burde gøre anderledes. Jeg har min dieselbil holdende dernede.
Jeg burde have solceller, men jeg har ikke fået ændret min varmekilde
endnu«. Mette Touborg har en del af den slags afrundede samtaler med sig
selv.

Touborg vil forsyne København

Fyrtårnene kan være alt fra projekter som Lejre økologiske fødevarefællesskab,
den økologiske kirkefestival, dage med ’åben havelåge’, hvor man kan tage ud
at se andres køkkenhaver og få tips til at komme af med sin skvalderkål.
Kommunen holder arrangementer, hvor folk bringes sammen, og den har ansat en
bæredygtighedskoordinator. Men ellers er det ikke kommunens penge, der
driver projekterne. Det er lokal ildhu og entusiasme. Og en lyst til at
ændre den mad, vi spiser.

»Det er simpelthen så ærgerligt, at det ikke er til at komme i nærheden af en
økologisk kylling til rimelige priser. Mange danskere spiser ikke buræg, og
butikkerne er holdt op med at føre dem. Men hvordan tror man, at de der
kyllinger er blevet produceret? Jo, nu kan man få en lille økologisk fransk
kylling i Netto – og det er da lidt bedre,« medgiver hun og skynder sig at
understrege, at hun aldrig vil se ned på nogen, der vælger en billig
kylling, fordi de ikke har råd til en dyr.

»Men jeg vil gerne være med til påvirke folk, for jo flere vi spiser af de
økologiske, jo flere bliver der produceret, og jo billigere bliver de«,
siger hun og opfordrer folk fra hovedstaden til at komme ud til nogle af de
mange gårdbutikker og lave aftaler om at købe dyr, som bliver slagtet, når
de er afsat. Der er nok til alle.

Da jeg indskyder, at det lyder så idyllisk, at man næsten får lyst til at
flytte herned, brøler hun begejstret:

»Ja. Det er lige det, vi gerne vil have jer til!«. Alternativt vil hun gøre
Lejre til spisekammer for hovedstaden og forsyne København med friske
fødevarer og rent drikkevand.

»Det er en af mine visioner for hverdagen. Frank Jensen (S) og jeg kan sagtens
blive enige om, at landet er vigtigt for byen, og byen er vigtig for landet.
Og 70 procent af min arbejdsstyrke pendler, så København er vigtig for
landet. Men det handler om at få byens borgere til at opsøge de muligheder,
der er på landet. I kan jo ikke leve af de tomater, I selv producerer på
altanen«.